At få loven skrevet i hjertet.
For nyligt døde en yngre mand undervejs på sin vej mod toppen af Mount Everest. Det er i og for sig ikke så udsædvanligt, for det bjerg har adskillige liv på samvittigheden. Det usædvanlige er imidlertid at manden, før han døde, blev passeret af ikke mindre end 40 andre bjergbestigere, der alle lod ham ligge og dø, uden at én eneste af dem fandt det ulejligheden værd at prøve at hjælpe ham ned fra bjerget. De fortsatte i stedet ufortrødent videre mod toppen.
Det er selviskheden i sin yderste pol. Der, hvor selve det, at nå toppen, at præstere går forud for alt andet, inklusive hensynet til et døende menneske.
De andre bjergbestigere havde ofret tid og penge på det ene formål – nemlig at nå bjergets tinde, og så var der ikke plads til noget som helst andet. Alle andre hensyn måtte vige i den isnende kulde i 8000 meters højde.
Det er en tankevækkende historie i denne pinsetid, hvor loven skrives i vore hjerter.
For det er faktisk det, pinse handler om – at få kærlighedens lov skrevet ind i hjertet.
Jøderne fejrede pinsen for at mindes de to stenavler med de ti bud, som Moses modtog på Sinaj Bjerg. Men i den kristne pinse sker der noget helt nyt og anderledes.
Da kommer Guds ånd helt tæt på os, for at skrive sit påbud om at elske ind i vores hjerter.
Pinsen kaldes også for kirkens fødselsdag.
Den dag for næsten 2000 år siden var Jesus lige død. Alle hans venner og tilhængere sad og hang med hovedet. De var skuffede og i vildrede. de havde troet, at Jesus ville blive deres nye konge og sådan gik det altså slet ikke. Han blev henrettet i stedet for, og tilbage sad de og spekulerede på, hvad de nu skulle gøre. Om de skulle vende tilbage til konen og alle ungerne, tilbage til arbejdet og fattigdommen.
Men pludselig skete der noget. En vind, der suste og de blev fyldt af Guds ånd.
Guds ånd, Helligånden kom ned til dem. Den fyldte dem med liv, tro og håb og de gik ud i hele verden og
prædikede, evangeliet om Jesus.
På den måde blev kirken født. Og pinsen, hvor alt dette skete blev kirkens fødselsdag.
Pinsen fortæller os, at Gud er med os her i verden som kærlighedens og sandhedens ånd. Evangeliet kalder os ud for at leve i pinsens ånd. Ved at vide os forbundne med Gud, med naboen, med chefen og med ægtefællen af den samme ånd, det samme nærvær. Ved at holde fast i bevidstheden om, at ingen er tilovers. Ingen har fortjent at blive udelukket af fællesskabet og holdt nede, fordi vi ikke lige synes de passer ind, eller endnu værre blive efterladt alene for at dø på et bjerg, fordi vi ikke lige synes det er umagen værd at stoppe op men i stedet har 1000 andre ting, som er vigtigere her og nu.
Pinsen er en opfordring til os om at gå ud i verden. For vi har et kald. Vi er alle kaldet af den samme stemme, det samme sprog. Som kalder på os og beder os om at gå ud i verden og bruge vore hænder, vores mund og vore hjerter og hjerner i tjeneste for den Herre, som stadig kalder på os og har udnævnt os som sine redskaber.
Lone Kofod Jensen