8. januar 2012

I gamle dage dykkede man det nyfødte barn helt ned i vandet ved dåben. Man nøjedes ikke med at stænke lidt vand på hovedet, men barnet kom helt under, fordi dåben skulle ligne en genfødsel. Det er også, hvad dåben symboliserer i dag. Dåben er en indgang til et liv i Guds varetægt, et liv i Guds hænder.

Der fortælles i en gammel russisk legende om en mand, der kommer op i himlen, hvor han sidder sammen med Gud og ser tilbage på sit liv. Hans liv er tegnet som to sæt fodspor i sandet. Gud og hans eget. Pludselig opdager manden, at der kun er eet sæt fodspor i sandet i de perioder, hvor livet har været allermest hårdt for ham. Han ser anklagende på Gud og siger: ” Hvor var du, da jeg behøvede dig allermest?” Hvor var du, da jeg sad i mørket og kaldte på dig?” Gud svarer:” Da bar jeg dig.”

I dåben får vi at vide, at vi kan komme langt og dybt ind i mørket, men aldrig så dybt, at hans lys ikke kan nå os for enden af tunnelen. For livet er ikke vores eget, men derimod Guds, og derfor er intet uden for hans horisont. Der ligger en stor befrielse i det budskab. At magten er Guds og ikke vores egen. At livet ikke afhænger af vore egne præstationer, men derimod af vores reaktion. Hvordan vi svarer ham, når han fortæller os, at vi er sat fri til at leve sammen med alle de andre. På lige fod og ikke i skarp konkurrence.

Livet afhænger derfor af om jeg tør stole på ham, når han fortæller mig, at en anden vil tage sig af mig og bære med på mit liv. Der ligger en enorm befrielse i det budskab og derfor er vores fornemste pligt at glæde os!

Rigtig glædeligt nytår!

Lone Kofod Jensen